Tandkrone & tandbro


Opdateret 09-02-2017

Hvad er kroner og broer?

Krone

Tandkronerne er den del af tanden der kan ses med det blotte øje og som bruges til at tygge med. Har man f.eks. flækket en tand, løses dette ofte ved at lave en ny krone. Det findes flere forskellige typer og materialer, men de har alle den samme funktionalitet – nemlig at kunne bide mad over og tygge den bagefter. Behovet for en tandkrone kan opstå af forskellige årsager, det kan være en flækket tand, der er forårsaget af en tyggeskade som f.eks. at man tygger i en olivensten, men det kan opstå grundet langvarigt slid.

 

Derfor knækker tænder

Har man f.eks. store fyldninger eller indlæg i sine tænder vil disse ofte, over tid, være skyld i at tanden flækker. Fyldninger eller indlæg er tit lavet af et materiale, der er hårdere end den tand de sidder i specielt, hvis tanden er angrebet af caries. Det betyder, at man efter flere års tygning med pres på en hård kerne (flydningen), omgivet af mindre hårde tandskaller, kan opleve at presset udad bliver for stort til at tanden kan holde til det og derfor knækker den. Dette kan løses ved at sætte en krone på, som derved fungerer som en hætte, der beskytter tanden udefra og modvirker at den flækker grundet indre tryk.

Hvorfor er det vigtigt?

Det er det fordi en knækket tand ofte kan repareres ret nemt, hvis man ikke venter for længe. Venter man med at få lavet en krone, har det ofte den konsekvens at man begynder at knække andre tænder, fordi man fordeler tyggetrykket anderledes. Den knækkede tand vil også være mere udsat for caries og kan derfor ende med at blive ubevaringsværdig, hvilket betyder at den skal trækkes ud og behovet for en bro eller et implantat opstår.

Bro

En tandbro er en række af kroner, der sidder sammen. Formålet med en bro er at dække manglende positioner uden at skulle lave implantater på alle positionerne. Mangler man eksempelvis en enkelt tand, kan der laves en treleddet bro. Den laves ved at sammensætte tre kroner, hvoraf de to yderste sætte på tænderne ved siden af den manglende position og den midterste derved overtager pladsen for den manglende tand. Broer kan laves i metalkeramisk og zirkonium udgave. Som de to yderste “ankertænder” kan man også bruge implantater.

Hvordan laves en krone?

En krone laves på et tandteknisk laboratorium. Her laver man først en kerne der i udformning minder lidt om et lille fingerbøl. Herefter brændes et lag af porcelæn udenpå ud fra en afstøbning af de omkringliggende tænder således, at den nye krone passer ind i resten af tandsættet. Tanden slibes så ned, således at tandkronen passer ned over som et fingerbøl på en finger. Det kan til tider være nødvendigt at lave en opbygning af tanden inden man kan sætte en krone på – det kan f.eks. være i forbindelse med en tand der er flækket meget dybt. Det kan også være nødvendigt at lave en rodbehandling inden man sætter en krone på tanden, specielt i de tilfælde, hvor behovet for kronen er opstået pga. af caries.

Som nævnt ovenfor findes der forskellige typer af kroner. De mest gængse er metalkeramisk, fuld porcelæn og zirkonium. Der findes også stadig guldkroner, selvom de ikke benyttes ret ofte længere.

Hvad skal du vælge?

Metalkeramisk krone

Denne type krone er lavet med en metalkerne, oftest en legering af kobolt og chrom. Her brændes porcelænet udenpå og den færdige krone er et stærkt resultat, men ikke så æstetisk som de andre typer. Metalkernen gør at lysgennemtrængningen er meget lav og for at undgå, at man kan se kernen laves den keramiske skald i en nærmest mælkehvid kulør. Disse typer af kroner anbefales mest til kindtænder, da de ikke giver et særligt naturtro udseende. Metalkeramiske kroner kan heller ikke anvendes, hvis man har allergi overfor kobolt eller chrom.

Fuld porcelænskrone

Denne type kaldes også fuldkeramisk. Det betyder at kernen er lavet af porcelæn, ligesom skallen udenpå. På denne måde kan man lave en krone, der har en høj grad af æstetik og ligner en naturlig tand i utrolig høj grad. Denne typer kroner foretrækkes som oftest til fortænder, der er tydelige når man smiler og taler med folk.


TandkroneTandkroneTandkrone

Zirkonium krone

Denne type kroner er noget nyere end de andre og derfor ikke lige så kendt. Zirkonium er et mineral som, når benyttet i tandkroner, er helt hvidt. Zirkonium er derudover enormt stærkt, hvilket tillader at man kan lave kroner som er i absolut topklasse, både hvad angår kvalitet og udseende. Denne type kroner foretrækkes af folk, der enten vil have det bedste markedet har at tilbyde, eller af unge mennesker der skal bruge kronerne i rigtig mange år fremover. Zirkonium kroner er både gode til anvendelse på fortænder og kindtænder, da de både er stærke og naturtro i udseendet.

Guld krone

Denne type kroner kender de fleste. Guld kroner er en af de ting der deler vandene – enten kan man rigtig godt lide deres udseende, eller også bryder man sig ikke om det. Guldkroner har et par fordele, hvis man kan lide deres udseende; guld er i sig selv antiseptisk, hvilket betyder at det slår bakterier ihjel og så er det blødt. Det betyder, at tandkronen har en lang levetid da caries ikke har så let ved at ødelægge tanden nedenunder. Ydermere føles tanden blød og derfor behagelig at tygge med, dog uden at blive slidt eller deformeret af den grund.

Se den samlede pris?

Vi har gjort det meget let for dig

Læs mere